Når der skal købes en ny MacBook eller fixie-bike er det i høj grad forældrene, der leverer et lån fremfor banken.
Det skriver Søndagsavisen og henviser til en undersøgelse, Nordea har fået foretaget.
1036 mennesker mellem 18 og 26 år har deltaget i undersøgelsen, som viser, at hver sjette har lånt penge af forældrene. Og det er ikke bare håndører. I gennemsnit ligger lånene på 31.400 kroner.
Unges levevis betyder højre bankrenter, og Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea mener, det netop er grunden til bankerne vælges fra til fordel for det fædrene ophav.
"Unge, som ikke kan stille sikkerhed i banken, er ofte henvist til forbrugslån, hvor renten er høj. Med familielån kan man derfor give sine børn en økonomisk håndsrækning. Også selv om pengene jo normalt betales tilbage," siger hun til Søndagsavisen.
Undersøgelsen viser også, at unge med job generelt tager større lån end studerende. Det forbløffer ikke Ann Lehmann Erichsen, der mener, at unge med job i højere grad end deres studerende kammerater er ved at etablere sig med hus og bil.
Når forældrene overfører de store beløb til afkommet, er det i øvrigt vigtigt, at der ryger et gældsbrev med. Ellers kan Skat nemlig betragte lånet som en gave, og det kan resultere i et grimt skattesmæk.