En østrigsk mor fik et nervesammenbrud, og det kostede hendes tre piger syv års indespærring mellem ekskrementer og affaldsdynger. Eksperter vurderer, at der er risiko for, at Viktoria, Katharina og Elisabeth aldrig kommer sig igen.
Under skilsmisseforhandlinger mellem en 53-årig mor og hendes mand, en dommer, lykkedes det den kvindelige advokat i Linz at få forældremyndigheden. Moren forklarede myndighederne i byen Linz, at pigerne ville blive undervist derhjemme i stedet for ovre i skolen. Sådan gik det ikke.
»Den ældste datter har det meget dårligt og kan ikke genvinde kræfterne. Hun var ekstremt underernæret og praktisk talt anorektisk, da hun blev fundet. Der vil gå flere år, før de to mindste kommer sig over deres forfærdelige barndom,« sagde pigernes terapeut, Waltraud Kubelka, til Times.
Levende mus var børnenes legetøj, og det afskærmede liv fik pigerne til at snakke sammen på et sprog, de selv havde skabt.
En mistænksom nabo slog flere gange alarm, men først da han truede med at anmelde myndighederne, hvis de ikke reagerede, skete der noget.
På den anden side af den ødelagte dør mødte der politifolkene et frygteligt syn. Huset havde ikke rindende vand, og gulvets affaldsdynger lå, ifølge Times, i et en-meter tykt lag. Vinduer var mørklagte, og indenfor var der kun én glødepære. Da politiet fandt børnene, kunne de derfor slet ikke tåle sollys.
»De første uger efter de blev fundet, gemte de sig under en køkkenbænk, der var det mørkeste tilgængelige sted. De kunne ikke udholde lyset, fordi de ikke havde oplevet sollys eller frisk luft i flere år,« sagde terapeuten Waltraud Kubelka.
Østrigske medier har først fundet frem til sagen denne weekend, men myndighederne fandt allerede tilbage i oktober 2005 de tre piger. Sagen bringer minder frem om Natascha Kampuschs skæbne i Tyskland, og også i Østrig rystes et land over, at så lang tid skulle gå, før børnene blev reddet. Myndighederne er i gang med at forsøge at forklare, og morens eksmand, dommeren, er sandsynligvis en ivrig lytter. Gentagne gange forsøgte han at møde sine børn – også ved hjælp af retsvæsenet – men uden held.
Moren er nu placeret på en retspsykiatrisk afdeling og venter på, at retten går i gang. Om nogle uger falder der dom i anklagerne om grov mishandling og tortur. Ifølge Sky News risikerer den forhenværende advokat fængsel i op til fem år.