Anne-Lise Bayer havde en sær følelse i maven i ugerne op til, at hendes 19-årige datter Ann-Jeanett skulle flytte hjemmefra. Hun vidste godt, at Ann-Jeanett var stærk og selvstændig. Alligevel var hun nervøs. Ville hun nu få det godt? Hvordan skulle det gå hende i København knap 300 kilometer væk fra familiens hjem i det jyske Grindsted?

»I begyndelsen ringede jeg hver dag, og det blev hun meget træt af. Nu sender jeg i stedet en sms næsten hver dag og får som regel også en tilbage,« fortæller Anne-Lise.

Hun beskriver følelsen af pludseligt at blive revet væk fra sin datter som at sige farvel til en del af sig selv.

»Det var jo et kapitel af mit liv, der sluttede, og som jeg aldrig får igen. Jeg havde svært ved at forestille mig, at jeg ikke længere skulle se hende hver dag,« siger Anne-Lise.

Hun var bange for at savnet, som hun før havde følt, når hendes datter var alene på ferie, ville føles uendeligt.

En ny frihed

Men selvom hun frygtede, at tomheden ville overvælde hende, gik der ikke lang tid, før hun havde forliget sig med tanken om, at datteren fremover ville slå sine folder i København.

»Det var faktisk kun de første 14 dage, at jeg oplevede et direkte savn over, at hun ikke var her. Jeg var selv chokeret over, at det gik så hurtigt Men jeg tror, det hang sammen med, at jeg kunne mærke, at hun var glad og positiv over at være flyttet hjemmefra,« forklarer Anne-Lise knap to år efter.

Efter Anne-Lise har vænnet sig til et hjem uden en teenager, er hun endda begyndt at kunne nyde, at der er mere ro i huset.

Det betyder nemlig, at hun og hendes mand Kai, Ann-Jeanetts stedfar, i dag kan gøre, som det passer dem.

»Vi har klart fået en anden frihed, efter at hun er flyttet. Vi skal ikke længere tage hensyn og kan mere impulsivt tage i teatret eller ud og rejse uden at tænke på, om det passer ind i Ann-Jeanetts hverdag,« siger hun.

Savner de små ting

Ann-Jeanett, der i dag er 21 år, har klaret overgangen fra hjemme- til udeboende godt, når Anne Lise selv skal vurdere det.

Men egentlig er det lidt på trods.

»Jeg var meget eftergivende, da hun boede hjemme, og min datter blev vartet op i begge ender. Hvis jeg kunne gøre noget om, ville jeg have været meget strengere. Der var lidt for meget slinger i valsen fra min side,« siger Anne-Lise.

Anne-Lise savner stadig sin datter. Ikke hele tiden, men ind i mellem. Bare hverdagsting som at hyggesnakke over en kop te om eftermiddagen når Ann-Jeanett kom hjem fra skole. Og hun ville da også ønske, at Ann-Jeanett besøgte hende lidt oftere.

Men for det meste glæder hun sig over, at datteren nyder sit studieliv i København og er glad.

»I dag ved jeg sjældent, hvor hun er, og hvornår hun tager i byen, og det er en lettelse. Jeg bliver nødt til at abstrahere fra tanken om, at der kan ske hende noget, for hun indretter sig jo ikke efter, om jeg er bekymret,« griner Anne-Lise.