Følelsen kommer, når hun er taget hjemmefra. En hård knude i maven, der gør ondt.Den forsvinder først, når hun er kommet hjem igen.
Men onsdag i matematiktimen– for en uge siden – kan hun ikke holde det ud længere. Hun spørger læreren, om hun må gå på toilet. Hun stikker to fingre i halsen. Det letter på kvalmen, men fjerner ikke knuden. Næste dag er hun sygemeldt.
Syvårige Camilla Grøndals reaktion på næsten daglig mobning i Ejbyskolen har sat sine fysiske spor. Ifølge forældrene Henriette Grøndal og Brian Nielsen har deres læge bekræftet, at symptomerne skyldes pigens psykiske tilstand.
Camilla Grøndal har været udsat for mobning i sine to år på henholdsvis Abildgaardskolen og Ejbyskolen. Hun er et let offer,fordi hun har en øjensygdom, der får hendes ene øje til at skele. Det mener i hvert fald Henriette Grøndal og Brian Nielsen.
En katastrofe
De mener også, at Ejbyskolens seneste pædagogiske tiltag – holddeling på tværs af alle fag i skolens to 2. klasser – har forværret mobningen.
Hun er eneste elev med dansk som modersmål på holdet for de fagligt svage elever. De øvrige elever har somalisk, arabisk og tyrkisk eller anden baggrund end dansk.
»Det er en katastrofe for hende, at hun kommer på et hold, hvor der udelukkende er tosprogede børn. Det er nemlig især de tosprogede børn, der mobber hende med hendes udseende. Men hun er jo også isoleret kulturelt og sprogligt,« siger Henriette Grøndal.
Forældrene har på et møde drøftet situationen med Ejbyskolens leder, Rene Kaaber. Ifølge forældrene har han forklaret, at holddannelsen er sket ud fra faglige hensyn.
»Det er fint, at skolen vil løfte det faglige niveau, men man skal huske at tage et socialt hensyn. Og det er altså ikke sket i Camillas situation, selvom skolen ved, at hun er udsat for mobning,« siger Henriette Grøndal.
Forældrene mener desuden, at tiltaget hæmmer integrationen af børn med anden etnisk baggrund.
»Det nytter da ikke noget at skabe et hold med udelukkende tosprogede elever, bortset fra én dansk pige,« vurderer Henriette Grøndal.
Familien overvejer nu, om Camilla Grøndal skal skifte skole, hvis situationen ikke ændrer sig.