Forfatter og samfundsdebattør Leonora Christina Skov havde "ikke noget specielt tæt forhold" til sin mor, som hun siger det. Snarere en uafklaret relation. Og hun følte sig anderledes og var meget alene. End ikke sin bedste veninde fortalte hun, at hun interesserede sig mere for piger end for drenge.

– Hele min barndom var jeg meget sådan, som jeg mærkede, at mine forældre ønskede, jeg skulle være. Når jeg tænker tilbage, klippede jeg størstedelen af mig selv væk dengang for at kunne være den, de gerne ville have. Da jeg ikke længere var sådan, gik det galt. Det var så chokerende for dem, at de slet ikke kunne have med det at gøre, siger hun til SØNDAG.

Anne Sofie Espersen: Jeg blev mobbet og holdt udenfor i skolen. Det havde konsekvenser, fortæller hun til søndag.dk

Måtte ikke nævne min kæreste

Da hun var 21 år og var flyttet til København, tog hun en del af sit bortklippede jeg tilbage og sprang ud som homoseksuel. Forældrene var de eneste, der blev forfærdede. Deres reaktion var til gengæld hård for hende.

– Mine forældre sagde til mig, at jeg altid var velkommen til at komme hjem, men at jeg hverken måtte nævne min kæreste eller tage hende med. På det tidspunkt var jeg ret forelsket i den kvinde, jeg var sammen med. Jeg havde ikke lyst til ikke at nævne hende og til at lade, som om jeg var single. Det ville jeg ikke, siger hun til SØNDAG.

Mille Dinesen fik en alvorlig diagnose: Hun mener selv, det var en fejldiagnose. Læs historien her

Syg på grund af mig!

Så fra hun var 21, til hun var 27 år, så hun ikke sin mor.

– Jeg synes, jeg havde nogle meget heftige 20’ere. Da jeg var 27, skrev mine forældre en mail til mig, hvor de fortalte, at min mor havde fået brystkræft, og at det var en psykisk betinget lidelse, hun havde fået på grund af mig. På det tidspunkt var jeg blevet kæreste med Annette. Havde det ikke været for hende, havde jeg ikke reageret på mailen, fordi jeg syntes, det var så grelt. Men Annette sagde, at hun syntes, jeg skulle besøge dem. Så det gjorde jeg.

Lotte Heise valgte selv at passe sin mor, der var blevet lam i den ene side og mistet taleevnen: Læs om det valg her

Når Leonora taler om sit forhold til moren, er der ingen vrede eller bitterhed i hendes blik og stemme. Snarere forundring og sorg over at hendes mor ikke accepterede hende, som hun er.

– Gennem mange år har jeg haft ekstrem megen skyld over for mine forældre, fordi jeg dengang fik at vide, at jeg var skyld i min mors sygdom. Jeg vidste godt, det ikke var min skyld, men det var nok, at de syntes det. Det er ikke noget, de har gentaget over for mig siden, men jeg frygtede, at hun skulle sige det igen. Det ville jeg have svært ved at holde ud. Derfor kom jeg heller aldrig selv ind på det, når jeg så hende i de sidste to et halvt år, fortæller hun.

Støttede sin mor til det sidste

Da morens kræft kom tilbage, trådte Leonora ind som nær pårørende for at støtte sine forældre.

– Jeg havde ikke lyst til at lege singledatter og besøge dem alene uden Annette. Men jeg havde det sådan, at jeg syntes, min mor i det mindste skulle vide, hvem hendes datter var.

Fra da af begyndte hun at besøge sine forældre. Hun besøgte sin mor på sygehuset, hun tog med til nogle af lægesamtalerne, og med forældrenes billigelse satte hun sig så godt ind i behandlingsmulighederne, i bivirkningerne af behandlingen og i afhjælpning af bivirkningerne, at det fik stor betydning for morens livskvalitet i de sidste år.

– Det har alligevel været slemt ikke at vide, om ens mor brød sig om en. Det har påvirket min relation til andre mennesker. Det er svært for mig at føle, at jeg er elskværdig, og at jeg ikke behøver gøre alt muligt for at få andres kærlighed. Jeg synes, jeg har brugt forfærdelig meget tid på at gøre alt muligt for andre mennesker, fordi jeg følte, at de ellers ikke ville have noget med mig at gøre. Det har jeg tænkt meget over i de seneste måneder, siger hun og fortsætter:

– Nu finder jeg aldrig ud af, hvorfor min mor ikke kunne have med mig at gøre. Hvorfor det var så uoverstigeligt for hende, at jeg er homoseksuel, at hun ikke kunne møde Annette ordentligt og snakke med hende. Men jeg havde tænkt, at det bedste, der kunne ske for min mor og jeg var, at ingen af os i den sidste tid sagde noget, der ville gøre enhver relation mellem os umulig. Og man må sige, at sådan blev det. Vi talte ikke om, hvad der var sket imellem os. Og nu kan der ikke siges mere. Nu kan relationen ikke blive bedre, siger hun til SØNDAG.