Retten i Roskilde har i dag frifundet en 27-årig mor og hendes 36-årige kæreste.
Parret var tiltalt for at have ætset kvindes toårige datter formentlig med afløbsrens, men retten mente ikke, at der var klare beviser for den grove mishandling, skriver ekstrabladet.dk.
I marts sidste år fik den lille pige tredjegradætsninger på store dele af overkroppen, i ansigtet og på den ene arm. Kemiske undersøgelser af en væske fundet i barnevognen viste, at der var tale om en stærkt basisk væske, angiveligt afløbs- eller ovnrens.
Pigen sov til middag på en altan i Greve-parrets lejlighed, da ætsningen skete, og derfor mente anklageren, at det måtte være enten moderen eller kæresten, der havde hældt væsken over datteren.
Efter frifindelsen brød både moren og hendes kæreste ud i glædestårer, skriver ekstrabladet.dk.