En kinesisk mor får lov til at blive i Danmark hos sin mand og barn. Med en dom for dokumentfalsk i bagagen stod kvinden ellers til udvisning af Danmark, men onsdag underkendte Højesteret udvisningsdommen fra landsretten med henvisning til de internationale konventioner, Danmark har skrevet under på. Kvinden har nemlig født en datter, siden hun blev anholdt og dømt for at have fusket med opholdstilladelser til en lang række kinesere. Datteren kom til verden to dage efter, at kvinden havde afsonet sin straf for dokumentfalsk. Med henvisning til såvel Børnekonventionen og menneskerettighederne besluttede Højesteret, at kvinden kan blive i Danmark af hensyn til barnets tarv.
I konventionerne står blandt andet, at et barn kun må fjernes fra sine forældre, hvis »en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv«.