Deltagelsen i Paradise Hotel viste sig at blive startskuddet til en spirende karriere som sanger og tv-kendis. Men faktisk burde Amalie slet ikke have stillet op til programmet, siger hendes mor, Charlotte Lytton Kejser, til Ekstra Bladet.
Over for avisen fortæller moren nemlig, at hun var bange for, hvordan folkene bag det populære tv-program ville fremstille hendes datter. Derfor rådede hun hende til ikke at stille op, hvilket Amalie dog valgte at ignorere.
"Til gengæld fik jeg Amalie til at lytte til den konsekvens, som jeg mente kunne komme, og som jeg fik ret i. At Amalie blev udstillet som dum, og at det ville hænge ved hende som et problem, hvis hun skulle have et job en dag," siger Charlotte Lytton Kejser til avisen.
Amalies optræden i Paradise resulterede ikke kun i mange interessante drejninger på det danske sprogs faste vendinger. Det gav hende også hovedrollen i sit eget tv-program på TV3.
Næsten en kvart million danskere så med, da 'Amilies verden' i sidste uge havde premiere. Her kunne de blandt andet opleve Amalies kreative sprogbrug funkle, da reality-stjernen skulle beskrive det tætte forhold til sin mor. Et forhold, der ifølge Amalie er så tæt, at de to kvinder er "som kop og kande."