En mor fra Sønderborg har taget sagen i egen hånd, efter at hendes søn er blevet krænket af en skole-taxachauffør, der hver dag kører hendes søn hjem fra skole.
Hun har rettet henvendelse til Huholt skole, der ikke har gjort det store, skriver JydskeVestkysten.
Pernille Solaks ti-årige søn, der har ADHD og har gået på skolen i et halvt år, har fortalt moren, at han bliver drillet af de andre børn i taxaen. Drengen tog på eget initiativ sin mobiltelefon i brug til at optage, hvad der skete i taxaen.
På optagelserne som JydskeVestkysten har hørt, siger de andre børn angiveligt både 'negerdreng' og 'sorte neger'. Det fremgår også, at chaufføren ikke blander sig, men derimod selv kommer med upassende kommentarer. Han siger ifølge mediet: 'Skal du hjem og lave små børn' og 'skal du så hjem og lave store børn'.
- I min optik sidestiller jeg det som et overgreb og krænkende. Ikke kun i forhold til min egne, men alle de børn, der kører med. Jeg bliver bekymret for, om vores børns til tider uhensigtsmæssige adfærd, skyldes påvirkninger fra voksne menneskers uacceptable adfærd, siger Pernille Solak, der arbejder som socialrådgiver.
Efter kritikken har skolen bedt taxaselskabet tage en snak med chaufføren, ligesom de har sørget for, at børnene har fået en ny chauffør. Men Pernille Solak mener, at skolen burde have politianmeldt chaufføren.
Også en anden mor fortæller om mobning i taxaen i artiklen.
Politiet har bedt Pernille Solak om at få optagelsen.