Skrevet af Morten Runge, moru@avisen.dk

Der sad et lille spørgsmål på spring i hjertet hos de fleste.

Kunne dette være Danmark om tyve år?

Kunne der i fremtiden være en horde af advokater ansat i hvert af de store danske
sundhedsforsikringsfirmaer?

Kunne det vigtigste mål med deres arbejde være at finde den lille fodfejl, som en kræftsyg patient har begået i forbindelse med sin behandling. Et glemt brev, en manglende information, en forkert alder. Og bang! Ville det så kunne ske i Danmark, at en patient, der ellers har en sundhedsforsikring og tror sig dækket ind, så alligevel står tilbage med svimlende regning for sit ophold på hospitalet?

Kunne det danske sundhedssystem blive som det amerikanske – du kan forsikre dig mod sygdom, men du kan også forsikre dig selv for, at der vil sidde masser af mennesker og gøre deres bedste for, at du selv ender med at skulle betale for din sygdom?

Michael Moore har med sin nye dokumentarfilm Sicko allerede sat sindene i kog i USA med et provokerende og frontalt angreb på landets forsikringsselskaber, der specialiserer sig i sundhedsforsikringer – de er ifølge Moore drevet af onde mennesker, der kun er ude på at tjene penge på din sygdom.

Søndag aften lagde den amerikanske enfant terrible så vejen forbi Sønderborg til en vaskeægte europapremiere på sin film efterfulgt af et pressemøde og et lille foredrag.

Og selvom salen kun var halvt fyldt og den lille lokale forening Kultur i Syd, der ellers længe havde solet sig i det scoop det var at få Michael Moore til landet, således måtte indkassere noget af en økonomisk lussing, havde Sicko ikke besvær med at sætte gang i debatten hos et chokeret publikum.

- Måske er vi lige så stille på vej til amerikanske tilstande herhjemme. Vi glider derhen uden at mærk det, lød en spontan kommentar efter filmen fra en ældre biografgænger.

Og det ville da være forfærdeligt, kunne man ikke undgå at tænke, når man forlod salen. I hvert fald hvis der i det USA, Moore skildrer i filmen, er bare et lille stykke virkelighed.

Det var for eksempel svært at få tankerne væk fra filmens portræt af en sort 32-årige kvinde. Hun ankom til hospitalet med sin dødssyge to år gamle datter. Lægerne tilbød at hasteoperere, men forsikringsfirmaet krævede, at kvinden flyttede hospital – hendes forsikring dækkede nemlig ikke operationer på alle sygehuse.

På vejen til det andet hospital dør pigen.

Andre biografgængere holdt sig for munden – nogle for at udtrykke væmmelse over et så kynisk hospitalsvæsen, andre fordi de ikke kunne holde Moores til tider lidt farverige virkemidler ud.

Men hvad mener Michael Moore så selv om Danmark?

Da den drevne dokumentarist med en times forsinkelse i helt sort jakkesæt forsigtigt kiggede inden for i auditoriet, var han ikke i tvivl:

- Det værste for Danmark ville være, hvis I fik flere private hospitaler.

Moore tordnede herefter løs om, at Danmark bør gøre alt for at undgå et samfund, hvor lægerne er nødt til at ringe til forsikringsselskaberne, før de kan operere.

- I skal ikke den samme vej som USA. Men I glider derhen. Ordet profit skal aldrig ind i hospitalsverdenen – privathospitaler er ikke godt. Vi ville jo heller aldrig acceptere private penge i brandvæsenet, ville vi? Eller i politiet? Ville de nogensinde sige, Nej, det er for langt, vi sender ikke en vogn alligevel, sagde Moore.

Han pegede gang på gang på, at løsningen på den stigende privatisering af det danske sundhedssystem er enkel. Der skal postes flere penge ind i det danske sundhedssystem.

Hvordan får vi råd til det?

- I lader dem, der tjener flere penge, betale for det.