Den skrappe storebror Serbien er ikke meget for det, men Montenegro og Makedonien har alligevel anerkendt den omstridte nation Kosovo.
De to landes beslutning er et indirekte angreb på Serbiens ønsker om, at Kosovo skal forblive en del af eks-Jugoslaviens østligste nation.
Montenegros udenrigsminister, Milan Rocen, understreger dog:
"Det her er ikke en beslutning lavet mod Serbien - men for vores fremtid," siger Milan Rocen ifølge AP.
Også Makedoniens udenrigsminister understreger, at beslutningen er taget uden at ville fornærme serberne.
"Vores beslutning bunder i virkeligheden. Vi mener, beslutningen ikke vil bringe os i problemer med Serbien," siger Antonio Milososki, der er Makedoniens udenrigsminister.
Serbiens udenrigsminister er dog knap så begejstret for de to landes beslutning:
"De to landes ambassadører er ikke længere velkomne i Beograd," siger udenrigsminister Vuk Jeremic.
Montenegro og Makedonien søger i øjeblikket om både NATO- og EU-medlemskab. Derfor ses deres anerkendelse af Kosovo som et forsøg på at nærme sig Europa og Vesten.
/Newspaq/