Det er muligt, at det var Linda, der vandt X Factor, men 15-årige Mohamed fra Nørresundby skal også nok få en stor karriere. Det mener hans mentor Thomas Blachman, der fortæller, at pladeselskaberne nærmest står i kø for at sikre sig den unge sangers underskrift.
"Der er rigtig meget slåskamp om Mohamed. Han er et popikon," siger Thomas Blachman til B.T.
Han er dog heller ikke i tvivl om, at de to andre unge sangere fra årets X Factor, Lucas og Sidsel, også nok skal klare sig.
"Der er stor rift om alle tre. Personligt synes jeg, de skal vente til efteråret med at lave en plade. Men for Mohamed kan det meget vel blive hurtigt," forklarer Thomas Blachman.
Det er dog pladeselskabet Sony BMG, der har førsteret til alle showets deltagere, og først hvis de siger nej, kan artisterne prøve lykken andre steder.