I ugebladet Ude og Hjemme fortæller 73-årige Mogens Lykketoft, at han som spæd blev bortadopteret to gange.
Den tidligere socialdemokratiske toppolitiker og formand for FN's generalforsamling fik således en turbulent start på livet.
Han er søn af en 17-årig pige og blev født uden for ægteskabet. Hun fødte ham på Rigshospitalet og bortadopterede ham straks efter fødslen.
Det er netop i disse januardage 73 år siden, at det skete.
Men kun ganske få måneder senere, blev han bortadopteret igen. Manden i adoptivfamilien døde pludseligt, og konen kunne ikke overskue at stå alene med et spædbarn.
Han endte derfor hos ægteparret farvehandler Axel Lykketoft og Martha Lykketoft, som han betragter som sin far og mor.
Den omskiftelige start på livet, har Mogens Lykketoft været klar over, siden han var ti år, og som voksen fandt han frem til både sin biologiske mor og far.
Det lykkedes ham at møde dem begge, og han fandt ud af, at han havde seks halvsøskende, men holdt jagten på sine biologiske aner for sig selv:
- Jeg fortalte aldrig min adoptivmor, at jeg havde taget kontakt til mine rigtige forældre, for jeg var ikke sikker på, at det var noget, hun ville håndtere særligt godt, selv om jeg jo selv ved, at det overhovedet ikke har betydet noget for kærligheden til mine adoptivforældre, fortæller Mogens Lykketoft.
Mogens Lykketofts fulde navn er Axel Mogens Leif Lykketoft.
Han har to døtre, Maja (født 1969) og Kit (født 1972), som har givet ham fem børnebørn - alle drenge.
Han har været gift fire gange: Aase Toft (1967-1979), Helle Mollerup (1980-1986), tidligere kulturminister Jytte Hilden (1987-2004) og siden 2005 har han været gift med journalist og Kina-kommentator Mette Holm.
Mogens Lykketoft og Mette Holm blev gift 25. juli 2005 på Grønland og er i dag bosiddende i Taarbæk. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix (arkiv)