Michael Mørkøv gjorde sig ingen illusioner om, at han kunne vinde 1. etape af Tour de France.
Den danske Tour-debutant, der var i udbrud i mere end fire timer, gik udelukkende efter at sikre sig bjergtrøjen.
- Jeg troede ikke på, at vi kunne holde hele vejen til mål, for det er stort set umuligt, når der er så mange favoritter, der vil have etapesejren.
- Mit mål var udelukkende at køre efter bjergtrøjen og efterfølgende nyde de sidste 70 kilometer, indtil jeg skulle op på podiet, siger Mørkøv.
Efter bare to dage i Saxo Bank-Tinkoff Banks nye trikot i blå og gule farver glæder han sig til at trække i den prikkede bjergtrøje.
- Det er ikke, fordi jeg træt af de nye trøjer i de svenske farver, men jeg er glad for at bytte den ud med en bjergtrøje i Tour de France, siger Michael Mørkøv.
Den danske temporytter er samtidig stolt over, at han allerede har været med til at vise sig frem.
- Jeg er debutant i år, og som alle ved, stiller vi op med et hold uden en kaptajn, og det gælder derfor om at skrabe så mange resultater sammen på vejen. Vi er startet rigtig godt på Tour de France, mener Mørkøv.
Slovakiske Peter Sagan vandt første etape, mens Fabian Cancellara fortsat er i gult efter lørdagens prolog-sejr.
/ritzau/