Den danske svømmer Rikke Møller Pedersen imponerede voldsomt langfredag aften, da hun ved Danish Open i Bellahøj satte ny europæisk rekord i 200 meter brystsvømning på langbane.
Med tiden 2.20,53 skar Møller Pedersen næsten et halvt sekund af russeren Julia Yefimovas rekord, som hun satte, da hun vandt bronze ved OL i London.
- Jeg havde en positiv følelse, fordi det var gået godt for mig ved Danish Open, men jeg havde ikke lige regnet med, at det skulle være så hurtigt, så det er helt klart en positiv overraskelse, siger Rikke Møller Pedersen.
Europarekorden falder midt i en turbulent tid, hvor det danske svømmelandshold står midt i et landstrænerskifte, men uroen kan godt have været en fordel, mener Rikke Møller Pedersen.
- Det har været en meget turbulent periode med skiftende trænere. Vi har ikke nogen landstræner, og der er sket forskellige ting.
- Det føles, som om det er tre år siden, jeg har lavet så lidt, og det har sikkert været godt for min krop at få lov til at slappe lidt af, siger hun.
Efter fredagens fantomtid ser hun frem mod sæsonens store mål, der er VM i Barcelona til sommer.
- Det har jeg glædet mig til lige siden, OL var forbi. Jeg er positivt overrasket over min form, og nu glæder mig til at konkurrere til et stort stævne, lyder det fra Rikke Møller Pedersen.
/ritzau/