Johannes Møllehave har haft to blodpropper i hjernen. Derfor stopper den populære forfatter med at holde foredrag, fordi han ikke mere tør udsætte sig selv for det pres, det er for ham at holde foredrag.
"Der kan komme en ny blodprop, hvis jeg udsætter mig for stress, og jeg kan mærke, at det går derhen. Det er hårdt for mig at holde mine foredrag," siger Johannes Møllehave til nordjyske.dk. Han er begyndt at mærke angsten for ikke at kunne gennemføre sine foredrag.
"Den angst vil jeg hellere være fri for," siger Johannes Møllehave og fortsætter:
"Jeg vil nødig huskes som ham, der ikke kunne huske sine foredrag. Så vil jeg hellere huskes, som ham der kunne," siger Johannes Møllehave.