Et samlet erhvervsliv mener, at danske virksomheder mister konkurrenceevne, hvis skatterabatten fjernes til de små 6000 udstationerede danskere.
Men selvom skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har modtaget en stribe enslydende høringssvar forud for førstebehandlingen af skattereformen i Folketinget mandag, så står han fast.
Skatterabatten vil blive afskaffet, siger han til DR Nyheder.
- Det er et fornuftigt forslag, der betyder, at danskere, der i dag slet ikke betaler skat hverken i Danmark eller i udlandet, kommer til at betale skat som os andre. Det gør, at vi kan få råd til at sænke skatten på løn til os alle sammen, siger skatteministeren til DR.
Beslutningen om at fjerne skatterabatten er en del af den skattereform, som regeringen før sommerferien aftalte med Venstre og De Konservative.
Efterfølgende har Venstre presset på for alligevel at bevare skatterabatten, som man mener, rammer erhvervslivet unødigt hårdt. Selvom Venstre har fortrudt denne del af reformen, vil man dog stå ved den, hvis regeringen ikke er med på en ændring.
Rådgivningsfirmaet Cowi anslår, at det vil koste dem 30-40 millioner kroner at hæve lønningerne til medarbejdere, der nu skal betale dansk skat.
Det går ud over konkurrenceevnen i forhold til blandt andet Sverige, Norge og Tyskland, der har skatterabat til deres borgere, når de arbejder i udlandet.
Firmaets administrerende direktør, Lars-Peter Søbye, anslår, firmaet vil tabe 150 arbejdspladser i Danmark på den konto.
Thor Möger Pedersen åbner dog en dør på klem, hvis det viser sig, at Cowi får ret i bekymringerne om svækket konkurrenceevne og mistede danske arbejdspladser.
- Jeg har respekt for Cowi's bekymringer og har været i dialog med dem. Og på den baggrund har jeg sagt, at jeg vil følge området tæt og også overveje tiltag, hvis det viser sig, at konsekvenserne er uhensigtsmæssige, siger ministeren til DR Nyheder.
/ritzau/