Nu kan du følge med i Englands dronnings gøren og laden på Facebook. Elizabeth den II har i en alder af 84 år sluttet sig til det verdensomspændende sociale netværk.
Ifølge nyhedbureauet AP kan royale fans følge den gamle dronnings liv, sende beskeder til hende og kommentere hendes status-updates fra Buckingham Palace.
Majestæten - og hendes nærmeste rådgivere - vil også lægge film, billeder og nyheder ud på det sociale netværk, men man kan ikke blive ven med Dronningen.
Det er ikke oplyst, om den 84-årigehar fået et begynderkursus i Facebook, men det britiske kongehus har en del erfaring med nettet. Blandt andet har kongehuset en profil på Twitter.
Om Danmarks dronning og det danske kongehus har tænkt sig at følge efter deres britiske kollegaer, vides endnu ikke, men måske er det en del af jobbeskrivelsen for den moderne monark. Dronning Margrethe går næppe i Elisabeths fodspor, da hun ikke en gang ønsker at sende mails.