Møbelwebshoppen Unoliving er gået konkurs.
Det skriver Børsen.
Konkursen i Unoliving kommer, efter at selskabet i de seneste år har oplevet en større nedgang i resultaterne. I det seneste regnskab endte det med et underskud på 11,6 millioner kroner efter et underskud på 1,7 millioner kroner i 2022.
Kurator Jens Højmark har endnu ikke klarlagt, hvad der fik korthuset til at vælte.
- Vi kan konstatere, at det er en webshop med en masse besøg og stor aktivitet, og at de har haft underskud, som de åbenlyst ikke har formået at vende rundt. Men det er for tidligt at komme med den store konklusion, siger Jens Højmark.
Unoliving er primært ejet af de tidligere "Løvens Hule"-deltagere Jesper Hvejsel og Mikkel Salling. De to var ifølge Børsen med til at sælge webshopgruppen Firtal Group til Matas for 130 millioner kroner i 2018.
Børsen skriver, at Jesper Hvejsel og Mikkel Salling deltog i "Løvens Hule" i 2015 med Firtal Group og fik investeringerne fra iværksætterne Christian Stadil, Jesper Buch og Tommy Ahlers.