Hun har hittet verden over og lært amerikanerne at udtale det danske "ø", men nu vender sangerinden Mø hjem til rødderne for en kort bemærkning.
Når hun senere på året drager på turné i Europa, lægger hun nemlig vejen forbi Royal Arena i København.
I arenaen er der plads til 15.000 stående og siddende gæster, når Mø går på scenen. Tidligere har store navne som Metallica, Aerosmith og senest Sam Smith gæstet Royal Arena.
Oprindeligt er Karen Marie Ørsted, der altså går under kunstnernavnet Mø, fra Odense og udkom i 2014 med albummet "No Mythologies To Follow".
Hendes kometkarriere har bragt hende ud af landet og ind på de internationale hitlister.
Og sangerinden gjorde sig særligt bemærket i udlandet med hittet "Lean On", som var et samarbejde med hitgruppen Major Lazer. Nummeret er et af de mest streamede nogensinde.
Desuden har hun også lavet musikalske samarbejder med verdensstjerner som Justin Bieber og Diplo.
Koncerten bliver afholdt den 1. december. Ud over København skal Mø også gæste byer som Milano, Paris, Stockholm og Berlin.
/ritzau/