Hvor meget skal der til, før det kan betale sig for statsledere at lade være med at stjæle fra statskassen?
Ifølge den sudanesiske rigmand Mo Ibrahim skal der mindst 26 millioner kroner til. Det er nemlig grundbeløbet på den årlige pris, som Ibrahim har skabt for at fremme godt lederskab i Afrika.
I går blev den første udgave af prisen givet til den tidligere præsident i Mozambique, Joaquim Chissano. Han får nu 26 millioner kroner fordelt over de næste 10 år. Derefter får han en million om året resten af livet, og han kan desuden donere op til en million årligt til velgørende formål.
Samtlige 13 afrikanske ledere fra lande syd for Sahara, som er trådt tilbage inden for de seneste tre år, har været i spil til prisen.
Men ifølge BBC har kun fire reelt kunne modtage prisen, da de resterende ikke har været for fine i kanten.
Det afrikanske kontinent har været plaget af korrupte statsledere i årevis, hvilket Mo Ibrahim forsøger at ændre med prisen. Men han har dog sikret sig, at prisen kun bliver delt ud de år, hvor man kan finde en egnet kandidat,
Præsident ved et uheld
Joaquim Chissano blev præsident i Mozambique i 1986, da den daværende præsident, Samora Machel, døde i et flystyrt. Det land, han overtog, havde været i krig næsten konstant i 22 år. Først i kampen mod kolonimagten Portugal, hvor Chissano var revolutionær marxist i oprørsbevægelsen Frelimo. Efter uafhængigheden i 1975 fulgte en borgerkrig mellem Frelimo og en rivaliserende gruppe, som var sponsoreret af Sydafrika, for at skabe ustabilitet i området.
»Lynhurtigt efter Chissano trådte til i 1986 rejste han rundt i landet og spurgte folk, hvad de ønskede. Svaret var forhandling,« fortæller seniorforsker Lars Buur fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Han er enig med prisens dommerkomité i valget af Chissano:
»De seneste ti år har der været utrolig stor fokus på fred i Afrika, og her har ingen af de andre kandidater markeret sig på samme måde,« siger Lars Buur.
Lever for under en dollar
I 1992 skrev Chissano og rivalerne under på en fredsaftale, men Mozambique kom ud af krigene som et af verdens fattigste lande.
I de 19 år, hvor Chissano sad på magten, skete der økonomiske fremskridt for Mozambique, men 50 procent af landets befolkningen lever stadig for under en dollar om dagen.
En anden væsentlig grund til, at Chissano har modtaget prisen er, at han valgte at trække sig fra præsidentposten uden det store ståhej i 2005, da hans parti stemte for en anden kandidat.
Prisen heftigt kritiseret
Ikke alle har dog været lige glade for Mo Ibrahims kontante belønning til de gode afrikanske ledere.
En afrikansk blogger opsummerer kritikken således:
»Mens regeringsledere på andre kontinenter forventes at bringe fred og fremgang med deres folks taknemmelighed og en pension som kompensation, så bliver dette betragtet som for meget at forlange i Afrika.«
Det er første gang, at Mo Ibrahim-prisen uddeles. Den skal gives årligt, hvis der er egnede kandidater.
Prisen gives til en tidligere afrikansk regeringsleder eller statsoverhoved, som har demonstreret udmærkelse i lederskab.
Vinderen modtager 26 millioner kroner fordelt over 10 år og en million om året resten af livet derefter.
Mo Ibrahim er en sudanesisk rigmand, som har tjent en formue på mobiltelefoni.