Det danske arbejdsmarked har i øjeblikket brug for alle hænder. Det betyder, at kontanthjælpsmodtagere i stor grad kommer i arbejde. Fra september 2005 til september 2006 faldt antallet af kontanthjælpsmodtagere med 14 procent, viser tal fra Kommunernes Landsforening (KL).
»Det buldrer derud af på det danske arbejdsmarked. Alle må lægge sig i selen, og det betyder, at også kontanthjælpsmodtagere får job. Samtidig skyldes det beskæftigelsesindsatsen fra kommunerne,« siger Ulrik Petersen, chefkonsulent hos KL.
Han vurderer, at de kontanthjælpsmodtagere, der endnu ikke er blevet slugt af beskæftigelsesbølgen, har været for længe væk fra arbejdsmarkedet.
»Har man en gang været på offentlig forsørgelse, er der en barriere for at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen,« siger Ulrik Petersen.
Dog er han fortrøstningsfuld og vurderer, at antallet af kontanthjælpsmodtagere fortsat vil falde i den nærmeste fremtid.