En skade til Jelena Jankovic betød, at Caroline Wozniacki fik en let dag på kontoret onsdag aften ved WTA-turneringen i Stuttgart.
Jankovic trak sig fra opgøret i første runde med en skade ved stillingen 6-3 og 1-0 til Wozniacki.
Dermed er Wozniacki videre til anden runde, hvor danskeren skal møde Angelique Kerber fra Tyskland. Kerber slog for nylig Wozniacki i finalen i WTA-turneringen i Farum.
Wozniacki var dog ked af den måde, hun gik videre på.
- Det var ærgerligt at kampen gik, som den gjorde. Jeg håber, Jelena snart er tilbage på tennisbanen, siger Wozniacki til Eurosport.
Inden Jankovic blev ramt af skaden, var serberen toneangivende i gruskampen. Wozniacki måtte kæmpe sig tilbage i første sæt, hvor Jankovic på et tidspunkt var foran med et servegennembrud.
- Det var svært, og jeg gled lidt rundt over det hele. Men jeg nyder at spille på grus, for så kan jeg bruge min fysik. Det er svært at komme fra det ene underlag til det andet, fortæller Wozniacki.
Den sjetteseedede dansker mener, WTA Touren kan være hård ved de bedste tennisspillere, som skal spille mange turneringer for at holde sig i toppen.
- Det er meget hårdt nogle gange. Vi har så mange kampe i løbet af sæsonen. Der er meget pres på os. Især på os top-10-spillere.
- Vi skal spille et vist antal turneringer, hvor vi skal præstere hver gang, lyder det fra Wozniacki.
Både Jankovic og Wozniacki har en fortid som tidligere verdensettere. Wozniacki er lige nu nummer seks i verden, efter hun tidligere på året var nummer et.