Der er ikke meget medvind til statsminister Anders Fogh Rasmussens udspil om skattelettelser.
I hvert fald ikke hos en overvismand, hos industriens folk og de lavtlønnede selv, selv skriver Politiken.
I Dansk Industri mener underdirektør Tine Roed, at skattelettelser er en god idé, men de skal gives til de vellønnede danskere, der især vil gøre en ekstra indsats hvis skatten sænkes.
Hun påpeger, at danske virksomheder de sidste to år har tabt ordrer for 28 milliarder, fordi de ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft.
- Vi vil tabe vækst og velstand, fordi vi ikke kan skaffe de hænder, der skal til, siger Tine Roed til avisen.
Overvismand, professor Peter Birch Sørensen, er heller ikke glad for skattelettelser, hverken til de lavtlønende eller højtlønende.
- Der er ikke behov for at pumpe flere penge ud til forbrug lige nu, hvor der er mangel på arbejdskraft, siger Peter Birch Sørensen til Politiken.
Og selv hos fagforeningen FOA, der organiserer de lavtlønnede, har man et anstrengt forhold til løfter om skattelettelser.
Regeringen skulle hellere bruge penge på offentlige serviceforbedringer, flere ansatte og højere løn, mener forbundsformand Dennis Kristensen.