De superslanke, purunge og smukke modeller er over alt. På forsiden af modemagasiner, på busreklamer og med svingende, sundt hår i shampooreklamer i tv.
De er nutidens skønhedsideal.
Og det får især kvinder over 45 år til at føle sig usikre, fortæller Birgit Petersson, psykiater og lektor ved Afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, Københavns Universitet.
»Den massive påvirkning af modebilleder gør, at man bliver mere usikker end sikker, fordi man aldrig kan føle sig i orden. Og kvinder i den modne aldersgruppe er for lidt i fokus, fordi det er ungdomsidealet, man hylder,« siger hun.
12 procent føler sig smukke
En ny undersøgelse fra skønhedsproducenten Dove viser netop, at kun 12 procent af danske kvinder mellem 45 år og 64 år føler sig smukke. Og at det hænger sammen med, at de føler sig oversete i medierne, der er fyldt med smukke og skønne, unge mennesker.
Birgit Petersson kender selv til undersøgelsen, som hun mener er troværdig. 501 kvinder har været med i den.
»Men skønhedsidealet bliver meget entydigt, når det kun er unge, smukke mennesker, der er i fokus. I virkeligheden er der mange ting i tilværelsen, som gør, at man bliver skøn. Nemlig at man er tilfreds med sig selv, at man er nysgerrig og synes, at livet er dejligt, fordi man er omgivet af mange søde mennesker,« siger hun.
Accept af alder
54-årige Susan Larson fra København er en af de danske kvinder, der synes, at nutidens ideal for, hvordan kvinder helst skal se, ud er trættende
»Når jeg så ser mig i spejlet, ser jeg ikke det, jeg gerne vil. Men alligevel kan jeg godt abstrahere fra skønhedsidealet i reklamer. Det er nok et spørgsmål om at acceptere sin alder, og det har jeg gjort. Det er man nødt til. Jeg føler mig smuk indenvendig, og indeni er jeg ikke gammel,« fortæller Susan Larson.
Og Susan Larson har fat i noget rigtigt, mener lederen af Center for Ligestillingsforskning ved Roskilde Universitetscenter Karen Sjørup. Det handler om at acceptere sin alder.
»Nutidens skønhedsidealer behøver ikke være problematiske, hvis vi lader være med at være slaver af rynkecreme og tro, at vi kan bevare ungdommen, til vi er 90 år. Jeg tror godt, at en kvinde på 45 år kan nyde skønheden i en 16-årig model og sine drømme om sig selv uden lade sig tyrannisere af det,« siger hun.