Når den danske modebranche igen kan trække vejret efter en travl modeuge og sætte den i perspektiv, bliver det med alvorlige briller på.
Det spår eksperten Jim Lyngvild, der mener, at modeugen denne sæson mest vil blive husket for, at branchen har accepteret, at det "går af helvede til" økonomisk.
- Vi er til gravøl. Dem, der er tilbage ved modeugen, er dem, der ikke knækkede nakken, siger Jim Lyngvild.
Men selvom det lyder hårdt, er der også en positiv side af sagen.
- Jeg synes, at mange af designerne har vist en vigtig ydmyghed denne gang i stedet for at pynte sig med lånte fjer, siger han.
Dog synes han, at catwalken i år har budt på for meget tøj, der ikke er brugbart.
- Jeg synes, at der har været en stor del af det, der har været for fjollet, og som man ikke kan gå med, og med finanskrisen i mente så kan det være farligt at lave tøj, folk ikke kan bruge, siger han.
For stylisten Kenny Aleksandr, der blandt andet har arbejdet ved Jesper Høvring og Stasias shows under modeugen, er det mest indpakningen af de forskellige modeshows, der har imponeret.
- Jeg synes, at designerne har været kreative med deres valg af locations, og det har været dejligt.
- Men bortset fra det, må jeg sige, at jeg er lidt skuffet denne gang. Tøjet har været for let, meget af det har bare været et stykke stof, som der ikke er gjort nok ud af, siger stylisten.
Modeugen i København fortsætter til og med søndag med forskellige begivenheder og fester.
/ritzau/