Modermælkserstatning skulle gerne være sundt for babyerne. Men et parti fra Nestlé kan indeholde uønskede bakterier, og kaldes nu derfor tilbage.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Konkret drejer det sig om NAN EXPERTPRO HA 1 modermælkserstatning, der er solgt i dagligvarebutikker over hele landet. Det er også solgt i webshops.
Produktet er mærket med følgende:
Batchnummer: 33120742C2
Udløbsdato: 11.2025
Grunden til, at det kaldes tilbage, er, at det kan indeholde bakterien Cronobacter sakazakii. Selv om bakterien normalt ikke forårsager alvorlig sygdom, råder Fødevarestyrelsen forbrugerne til at levere produktet tilbage til den butik, hvor det er købt. Eller kassere det.