Moderen i Tønder-sagen skal i december stilles for en domsmandsret. Det skriver Ekstra Bladet fredag.
Anklagemyndigheden har tidligere overvejet, om den 43-årige kvinde skulle stilles for et nævningeting sammen med sin fraskilte mand, men det er man nu gået fra.
»Vi har lavet en samlet vurdering af kvindens handlinger, hendes person og psykiske sygdom. Det er på den baggrund, at hun kommer for en domsmandsret,« siger anklager Helle Just Christensen til Ekstra Bladet.
Retslægerådet har tidligere fastslået, at den 43-årige mor ikke er egnet til en almindelig fængselsstraf på grund af sindssygdom.