Det er slet ikke sikkert, at moderen til det lille hittebarn vil have, at hendes to uger gamle dreng skal bortadopteres. Men hvis hun vil, så vil det være bedst for adoptionsprocessen, hvis hun henvender sig til de sociale myndigheder.
»Det er lettest for os at finde den rigtige adoptivfamilie til det lille hittebarn, hvis vi ved noget om barnet og dets baggrund,« siger sekretariatschef Trine Hede i Adoptionsnævnet.
Hvis hittebarnet bliver bortadopteret, vil det være Adoptionsnævnet, der finder frem til, hvilken adoptivfamilie, der vil være den bedste for den lille dreng.
Noget af det, der bliver kigget på, er helbredet. Det vil sige, om barnet er genetisk disponeret for et eller andet, som adoptivfamilien skal kunne tage sig af.
»Vi kigger også på, om moderens værdier i et eller andet omfang deles af adoptivfamilien,« siger Trine Hede.
Endelig forsøger Adoptionsnævnet at finde en adoptivfamilie, som bor i en vis geografisk afstand fra de biologiske forældre.