Et nyt mærke i nakken og 15 procent oven i den vejledende udsalgspris. Vupti, så var eksklusive t-shirts og toppe af mærket ’Customized for the Crowd’ klar til at blive solgt som ’Lipo Lipo’.
Gennem en anonym telefonopringning blev Trend House Group, firmaet bag ’Customized for the Crowd’, advaret om, at deres produkter hang til salg på en anden virksomheds stande i Bella Center, der lægger gulv til modemessen under den igangværende Copenhagen Fashion Week.
Fredag formiddag ryddede Fogedretten de pågældende stande for de forfalskede varer.
Direktøren for Trend House Group, Hans Jørgen Juncker, er oprørt over det åbenlyse tyveri. Gennem 27 år i branchen har han aldrig oplevet noget lignende.
»Der har altid været kopister i modebranchen. Før fandt man dem på Hjallerup marked og Roskilde Festivalen, men nu står de åbenbart på modemessen,« konstaterer han.
Ifølge Hans Jørgen Juncker har direktøren for det firmaet bag ’Lipo Lipo’ i første omgang undskyldt sig med, at varerne er købt i Portugal, og at de ikke vidste, at det var et dansk mærke.
Sagen vil dog alligevel få et retsligt efterspil i næste uge.
»Alle kan lave en stribet T-shirt. Det kan man ikke tage patent på, men det er for galt, at man kan finde ens egne varer hængende på et stativ med et andet mærke syet i nakken,« siger Hans Jørgen Juncker.