De har tidligere hjulpet stilforvirrede kvinder i Sverige, Holland, Australien, England og USA. Nu er turen kommet til Danmark.
Den engelske modeduo Trinny og Susannah kommer nemlig til Danmark. Deres mission er at gøre danske kvinder lykkeligere.
Sammen vil de to modeeksperter hjælpe danske kvinder med at finde det tøj og den stil, der fremhæver det bedste ved kvinderne.
- Vi kunne ikke drømme om at kritisere en kvindes vægt eller krop. Det handler jo om at få kvinder til at acceptere, hvem de er, og hvordan de ser ud. Og så finde noget tøj de vil elske, siger Trinny i en pressemeddelelse.
Hun forklarer, at det ikke handler om at lave om på sig selv, men at bruge hvad man har bedst muligt.
- Med celebrity-kulturen skaber medierne et urealistisk billede af, at kvinder skal være perfekte. Men mange kvinder føler sig meget usikre, og vi reagerer imod det ved at sige: Ved du hvad? Du skal ikke tabe dig eller få nye bryster for at være god nok, siger hun.
Siden 1994 har de to turneret rundt i verden med formålet at hjælpe kvinder med at finde den stil, der med tiden er blevet væk.
Grunden til, at valget nu er faldet på Danmark, kan være, at den ene halvdel af duoen, Susannah, er dansk gift.
Når de lander i Danmark, vil de tage turen fra Gedser til Skagen for at udvælge kvinder, der har brug for hjælp.
De færdige programmer "Trinny og Susannah indtager Danmark" vil blive vist på Kanal 4 til foråret 2013.
Hvis man er en kvinde i alderen 18 til 45 år og føler, at man er en af dem, der har brug for hjælp fra de to kvinder, kan man gå ind på www.kanal4.dk og tilmelde sig projektet.
/ritzau/