Designeren Isabell Kristensen har fuldstændig styr på, hvad der er in, og hvad der ikke er. Derfor holder den succesrige dansker, der til dagligt er bosat i England, fast i den danske måde at holde jul på.
- Jeg holder helt 100 procent fast i de danske traditioner. Jeg har lavet andesteg hvert eneste år, siden jeg flyttede fra Danmark - og risalamande, siger hun til Ritzau.
- Og mine børn er fuldstændig besatte. Så hvis der bliver ændret noget ved julen, så bliver der ballade, tilføjer hun.
Så traditionerne bliver fulgt til punkt og prikke i designerens hjem, til trods for at hendes to børn er henholdsvis 20 og 27 år gammel.
Men 49-årige Isabel Christensen erkender dog også, at der er sneget en eller to engelske juletraditioner ind i løbet af årene.
- Vi har også en tradition, som startede, da jeg boede i England - og det er, at vi hænger en julesok op den 25. december, røber hun.
- Det er jo ikke rigtigt dansk, men den tradition holder vi ved, slår hun fast.
En anden tradition, hun holder fast i, er pakkekalenderen.
- Vi laver selvfølgelig stadig pakkekalender hvert år. I år har jeg lavet en til mit barnebarn, som er fire år gammel. Og jeg glæder mig virkelig til at se ham åbne gaverne, siger Christensen.
- Det er jo børnenes glæde, som gør julen fantastisk. Og der er ikke noget som dansk jul nogen steder i verden - man vender altid hjem til den igen, tilføjer designeren.
/ritzau/