Der har mandag over middag været knas med danskernes foretrukne tjeneste for mobilbetalinger, MobilePay. Det skriver Ekstra Bladet, der kan fortælle, at MobilePay-brugerne oplever forsinkelser, når de forsøger at overføre penge, hvilket betyder, at de muligvis ikke kan ses på modtagerkontoen.
- Jeg kan ikke fortælle så meget om det, og det er fordi, det ikke er vores fejl. Den ligger uden for MobilePay men hos en leverandør, siger pressechef hos MobilePay, Mads Allingstrup, der til Ekstra Bladet forsikrer, at pengene nok skal komme på et tidspunkt.
- Hvis man har fået tilsendt penge på MobilePay, så får man pengene på et tidspunkt. Der er ingen risiko for, at de går tabt, siger han.
På MobilePay-app’en bliver brugerne lige nu mødt med en tekst om, at der kan opleves forsinkelser i realtidsoverførsler. Hos Danske Bank, der ejer MobilePay, arbejdes der på at finde en løsning på de tekniske udfordringer, oplyser bankens presseafdeling til avisen.
Omkring klokken 17.30 oplyser Danske Banks presseafdeling til Ritzau, at problemet er løst.
Den populære betalingsløsning blev lanceret i 2013 og har i dag mere end 4,5 millioner brugere i Danmark.