Snart kan heldige gymnasieelever i København lave deres lektier i metroen på vej til byen eller i køkkenet, mens pastaen koger.
Det bliver nemlig i orden bogstaveligt talt at lave en del af arbejdet med venstre hånd, når Ørestad Gymnasium efter sommerferien præsenterer sine elever for banebrydende undervisning over mobiltelefonen.
Tanken er at kombinere underholdning fra spillenes verden med fakta fra skolebænken for at gøre eleverne mere motiverede for at få basal viden inden for eksempelvis matematik.
Plads til intuition
»Det er vigtigt, at eleverne får øvet sig meget, når de for eksempel skal lære at regne med brøker eller ligninger. I spillet får de tæsket eksempler igennem, og hvis de bliver gode til det basale, så har vi i timerne tid til de andre ting, der kræver, at man bruger intuition og er sammen,« forklarer Thomas Jørgensen, vicerektor på Ørestad Gymnasium.
Spillet ’Math Agent’ er udviklet med hjælp fra skolens egne lærere. Det er endnu ikke færdigt, men tanken er, at den enkelte lærer via sin computer kan tilsende eleverne udvalgte opgaver, som skal løses inden for en tidsgrænse.
Når spillet er færdigt, sender eleverne en sms tilbage, hvor læreren kan aflæse, hvad eleven har gjort rigtigt og forkert.
Skal ud til andre
I første omgang skal opgaverne handle om matematik på 1.g.-niveau, men på længere sigt kan det ifølge Thomas Jørgensen brede sig til undervisning i blandt andet sprog og stavning.
De langsigtede planer rækker dog ud over gymnasievæggene på Amager.
»Vi tror på, at det her har udviklingspotentiale, så det skal ud i verden. Måske kan vi tjene penge på det, og samtidig kan vi også hjælpe andre,« fortæller Thomas Jørgensen.
Ørestad Gymnasium er gået sammen med firmaet GameLearning, som står for den tekniske del af projektet.
Klar efter sommerferien
Ifølge firmaets direktør, Finn Strandgaard, kan opfindelsen sagtens sprede sig til erhvervslivet og bruges til at sende aktuelle beskeder på konferencer eller til at kontakte medarbejdere med vigtige oplysninger.
»Man kan lave et lille intranet, hvor en restaurant kan spørge, hvem der lige kan tage aftenvagten, hvad dagens ret er og den slags ting. Fordelen er, at det kommer direkte ud til de rette personer,« siger Finn Strandgaard.
Prototypen på det nye program til mobiltelefonen skal være klar inden sommerferien, så elever i 1.g kan teste det, når de starter i skolen efter sommerferien.