Af Rikke Berg
ribe@avisen.dk
Optagelser lavet med mobiltelefoner med indbygget kamera er begyndt at dukke op som beviser, når danskerne klager til statsadvokaterne over politiet. Det skriver Berlingske Tidende søndag.
Tre ud af landets seks statsadvokater har haft sager, hvor optagelser foretaget med mobiltelefon har indgået i efterforskningen. Hos den fjerde er den første klage på vej ledsaget af optagelser fra oktober 2006.
- Der er en stigende tendens til, at folk finder mobilen frem og bruger den i forbindelse med klagemål. Det er almindelig kendt blandt politifolk, at man skal være opmærksom på, at ens opførsel kan blive filmet, siger statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn Kim Christiansen til Berlingske Tidende.
Statsadokaterne mener, at udviklingen er positiv, fordi det hjælper opklaringen af klagesager.
Politiforbundet er skeptisk. Ifølge formand for Politiforbundet Peter Ibsen viser optagelserne nemlig alt for
sjældent optakten til for eksempel en voldsolm anholdelse. Dermed ses episoder løsrevet fra den kontekst, hvori de fandt sted, og det er uheldigt, mener han.