Roskilde Festival havde i år en service, hvor publikum via Bluetooth blandt andet kunne se playlisten og vejrudsigten.
Samtidig vil Roskilde Festival i fremtiden spore publikums bevægelser rundt på pladsen.
»Det er på et meget tidligt stadium, men hvis vi kan se folks bevægelsesmønstre, kan vi planlægge, hvor blandt andet boder og toiletter skal ligge. Det er en fantastisk mulighed,« siger Esben Danielsen, der er talsmand for Roskilde Festival.
I dag bruger festivalen luftfotos for at se publikums bevægelsesmønstre.
Masser af muligheder
Softwarefirmaet OnlineCity i Odense har udviklet Bluetooth-servicen til Roskilde Festival og ved at forhandle med et storcenter, som er interesseret i bevægelsesmønstrenes muligheder.
»Folks bevægelsesmønstre er noget, man kan bruge mange steder. Butikker kan for eksempel se, hvor varerne bedst kan placeres. Men ved at aktivere Bluetooth på mobiltelefonen vil kunden også være i stand til at finde venner, børn eller bilen på parkeringspladsen,« forklarer Thomas Hofmann, forretningsudvikler i OnlineCity. Jan Damsgaard, professor ved Handelshøjskolen i København, er skeptisk over for muligheden for at finde tabte venner og samtidig blive overvåget.
»Vi har lavet et forsøg, hvor folk blev udstyret med en GPS-sender, så de så, hvor vennerne befandt sig. Men efterhånden begyndte folk at slukke for senderen, fordi de ikke brød sig om overvågelsen,« siger Jan Damsgaard, der leder projektet Mobiconomy , der udvikler services til mobile teknologier.
Er en radiochip, der er konstrueret til at sende data til en anden Bluetooth-chip.
Modtagerchippen kan sidde i en pc, en telefon eller et andet apparat.
Med
bluetooth kan du hente sange direkte fra koncerter, finde vennerne,
bilen, få turistinformationer ved seværdigheder og meget andet.