Den 24-årige cocktailservitrice Jaimee Grubbs, der hævder at have haft et forhold til golffænomenet Tiger Woods, har offentliggjort en telefonsvarerbesked på den amerikanske avis US Weeklys hjemmeside og på TMZ.com.
Hun vil bevise, at hendes forhold til Woods ikke bare er rygter.
"Hej, det er mig Tiger. Du må gøre mig en kæmpe tjeneste," indleder han.
Derefter skulle han desperat forsøge at få Jaimee Grubbs til at ændre sin telefonsvarerbesked, så hun ikke siger sit navn, da hans kone måske vil forsøge at ringe til hende.
Jaimee Grubbs påstår, at hun har haft sex med golfspilleren mindst 20 gange, og at forholdet har stået på i mere end to år.
Den nu offentliggjorte telefonsvarerbesked skal ses som et bevis på affæren. Hør den her.
Woods svenske kone, Elin Nordegren, skulle have fået mistanke om, at hendes mand har en affære, og derfor har hun gennemgået hans mobiltelefon.
Om hun forlader sin utro ægtemand, vides ikke, men ifølge Chicago Sun-Times er parret parat til at redde deres ægteskab og søge professionel hjælp til at komme videre.
Parret har været gift i fem år og har to børn sammen.