Elsker? Elsker ikke?
På valentinsdag bliver spørgsmålet måske afgjort på restauranter, i biografer og andre steder overalt i Danmark.
Men hvorfor ikke bare få svaret direkte på mobilen? For et telefonselskab i Sydkorea har udviklet en såkaldt ’kærlighedsdetektor’ – der kan måle lidenskaben i kærestens stemme, skriver den norske Nettavisen.
Mobilen analyserer stemmemønstrene og viser på displayet direkte, om der bliver talt ærligt og med lidenskab.
Får sms med analyse
- Vi har udviklet denne funktion, fordi vi tror, at folk gerne vil vide, hvad andre føler for dem, siger Ahn Hee-jung fra selskabet KTF.
Efter samtalen modtager man en sms med en fuld analyse af lidenskab, oprigtighed, koncentration og ærlighed. Alt sammen for kun 10 kroner om måneden.
Der er – så vidt vides – ingen planer om at indføre samme funktion i Danmark.