Hvis der er noget, vi kan lære om mobning og efterfølgende undskyldninger er det, at vi ikke skal gøre, som Jeanette Ottesen. I bogen, ’Fri’, fortæller den tidligere elitesvømmer om sit livs op- og nedture, men også om andre mennesker, især svømmekollegaen Lotte Friis, der igennem mange år oplevede at blive mobbet af både kolleger og trænere.
Ottesen mente godt nok, at hun havde undskyldt i både bogen og efterfølgende i interviews, men den, undskyldningen, kom til at klinge noget hult, når den var efterfulgt af betragtninger som, at Lotte Friis var en ’Fedtmule’, ’Bambi på glatis’, ’ikke sagde fra’ og ’selv var lidt ude om det’. Det vidner jo om en totalt mangel på forståelse og empati.
Undskyld – igen
Den konklusion er Jeanette Ottesen også nået frem til, så hun nu har set sig nødsaget til at undskylde igen – denne gang er det dog ikke personligt til den tidligere kollega, men via et flere siders opslag på Instagram.
Når man læser opslaget, virker det i første omgang, som at hun lægger sig fladt ned, fordi hun undskylder for stort set alt, hun har skrevet i bogen om, at mobbeofre skal lære at sige fra og selv kan være ude om det. Men hun gemmer sig også bag en ’kultur’, ’fællesskabet’, ikke at være stærk nok, trænerne og og og… Og mest af alt undskylder hun på intet tidspunkt for det, der gjorde mest ondt på Lotte Friis, at hun, Jeanette Ottesen, fortalte Lottes historie, uden at Lotte selv har ønsket at dele den med omverdenen endnu.
Hella Joof skriver i sin seneste bog, ’Tvilling, Yndling, Grævling’, at ’Vores børns historier er ikke vores at fortælle, det er deres’. Og sådan er det vel også med andre menneskers, ikk’? Lotte Friis’ historie er hendes – ikke Jeanettes. Og hun kunne sagtens have fortalt om kulturen inden for elitesvømning uden at udlevere kollegaen på denne måde.
En bog jeg ikke kommer til at læse
Jeg har ikke læst hele bogen, der udkommer i dag, og efter at have læst uddraget kan jeg også blankt sige, at jeg heller ikke kommer til det. Der er så mange selvmodsigelser og udtalt mangel på empati bare i det korte uddrag, at jeg sad og blev helt dårlig.
For hvordan kan man på den ene side sige, at mobbeofre skal sige fra og selv kan være ude om det, for så blot i det efterfølgende afsnit fortælle, at hun ikke selv havde modet til at sige fra over for en træner, der ville kysse hende mod hendes vilje?
Hvordan kan man undskylde sig med at have været underlagt et gruppepres, som man ikke kunne sige fra over for, men samtidig mene, at den, det går udover, den svage part, skal have modet og kræfterne til netop det?
Og så bliver jeg sgu rigtig ked af det, fordi jeg selv har haft mobning meget tæt inde på livet. Ikke mig personligt, selv om jeg gerne fortalte om det, hvis det var tilfældet, da det ikke er skamfuldt at være blevet mobbet. En nær veninde fik gjort sin skoletid til et helvede på grund af mobning, som også lærerne tog del i og i hvert fald hverken sagde fra over for eller fik stoppet.
Vel meget på linje med det, Jeanette fortæller om fra svømmeverdenen, hvor de, der skulle være de voksne, ikke er det. Og de, der skal passe på de svage, ikke gør det, men enten bare lukker øjnene eller deltager aktivt?
Det her har du helt misforstået
Mest af alt tænker jeg, at der er noget, Jeanette Ottesen helt har misforstået, når hun går ud og siger, at hun ville blive utrolig ked af det, hvis hun fandt ud af, at hendes datter blev mobbet.
Det forstår jeg jo på sin vis godt. Men jeg kan da hurtigt komme på en situation, der ville gøre mig endnu mere ked af det, og det er, hvis jeg fandt ud af, at mit barn var den, der mobbede.
Så ville jeg for alvor blive ked af det, samtidig med at jeg ville blive vred og krybe i et musehul af skam, fordi jeg ville tænke: ’Det er fandeme ikke sådan, du er blevet opdraget!’
Det næste, der ville ske, er, at jeg ville sætte mig ved siden af barnet, mens det ringede det andet barn op og gav det en uforbeholden undskyldning. Det er så i øvrigt sket. Desværre!
Undskyldningen fra Jeanette Ottesen til Lotte Friis, også den seneste, er måske nok oprigtig, men der er nogen, der har glemt at lære hende, hvordan man siger rigtigt undskyld.
Det er uden forbehold og forklaringer.
Bare ’Undskyld!’…
Charlotte Højlund Christensen er journalist, forfatter og enlig mor til syv hjemmelavede børn, der alle er født en ad gangen. Foto: Jeanne Kornum