05.15
Står jeg op, gør mig klar og smører madpakke. Jeg cykler på arbejde i civilt tøj, for jeg bryder mig ikke om, at nogen kan se, at jeg er betjent. Jeg vil gerne holde fri, når jeg har fri. Jeg går heller ikke hen til folk, som går over for rødt, og minder dem om, at det er forbudt.
06.30
Er jeg på Station Amager. Jeg klæder om til uniform og henter mine våben i et særligt skab. Jeg skal have håndjern, stav, pistol og et ekstramagasin på mig.
06.50
Holder vi mønstring og får at vide, hvad der er sket om natten. I nat havde der været færdselsuheld, bilindbrud, nogle løsslupne heste i Dragør og vold. En stille nat. Vi fik at vide, at de autonome vil blokere trafikken i city, så hvis vi ser nogle af dem, skal vi kræve id. Jeg har stationstjeneste. Det vil sige, at jeg hele dagen skal følge op på mine sager med telefonsamtaler. Anna Pihl har vist aldrig stationstjeneste, men vi har det jævnligt.
07.00
Begynder jeg at gennemgå mine sager. Jeg ringer for eksempel til folk, som er sigtede, og hører deres forklaring. Så skriver jeg den ind i rapporten. Mange bliver befippede over, at politiet ringer. De bliver bange for, at der er sket noget ubehageligt, men hvis de forventer at få en bøde, så tager de det roligt. Indimellem snakker jeg med kollegaerne. Vi har et utrolig godt samvær. Jeg har lige været på ferie, så jeg fortæller om skibakkerne. Jeg har også glædet mig til at komme på arbejde, og det er dejligt at have det sådan.
12.30
Spiser jeg madpakke hos vagthavende, hvor vi sidder fem-seks stykker sammen. Nogle har været ude hos en svane, som var kommet til skade på Sjællandsbroen. Ingen turde gå i nærheden af svanen, fordi man siger, at svaner er stærke nok til at brække et menneskes arme. Men det passer altså ikke, havde folkene i dyreambulancen sagt.
13.00
Skal jeg følge op på flere rapporter. Nogen har skændtes i trafikken, og den ene hamrede en hånd ned i den andens bil, så der kom en bule. Nu er der kommet et erstatningskrav, og det skal jeg have på plads. Der er en masse af den slags ringen frem og tilbage. Betjente har masser af kontorarbej- de, men til gengæld oplever vi ikke så mange farlige situationer som Anna Pihl. Jeg har for eksempel været på Amager i et år, og jeg har aldrig trukket stav eller pi -stol.
14.45
Lægger jeg uniformen og aflader pistolen. Så cykler jeg til træning.
15.00
Står jeg i et fitness-center. Jeg går til kampsport, spinning og løber. Jeg er stadig under uddannelse, og vi har fysiske prøver. Så jeg træner for at få et godt resultat.