"Hvis I ser en 59-årig kvinde med skriggrøn vest på, gå og samle skrald ude på fælleden så sig lige 'hej'."
Sådan skriver pædagog Lilian Redam i syrligt debatindlæg på politiken.dk i dag, hvor hun går i kødet på nyttejobordningen, som hun har udsigt til at blive en del af.
Efter 24 år som pædagog fik Lilian Redam klippet to fingerspidser af i en dør, der smækkede. Hun mistede sit job og blev en sag på jobcenteret, fortæller hun.
På trods af ihærdig søgen, lykkedes det ikke Lillian Redam at finde et nyt job i løbet af den to års dagpengeperiode. Hun er derfor overgået til en midlertidig arbejdsmarkedsydelse og skal nu "tvinges til at arbejde gratis," som hun skriver.
"Jeg spurgte jobkonsulenten om det virkelig var rigtigt forstået: Har du tænkt dig, at jeg, med 30 års praksiserfaring og 2 diplomuddannelser oveni, skal ud på en institution og arbejde gratis? Mens normeringerne er så ringe at de færreste vil tro det, og der går arbejdsløse pædagoger rundt? Svaret var Ja, Og hvis du ikke selv skaffer et aktiveringssted, som vil tage dig, inden den 4. september, så kommer du i nyttejob".
Men man løser ikke arbejdsløshedsproblemet ved at sende ledige ud og samle skrald, mener Lilian Redam, som har en klar appel til politikerne.
"Alle ønsker at gøre nytte. Så lad os dog! Skab rigtige jobs. Jeg bliver hverken yngre eller får et job ved at blive mere fattig. Og rigtige jobs vil gavne alle!"