Det er ikke småting, kørerne af Dakar-løbet kan komme ud for i den Mauritanske ørken. Fredag mistede Portugals Carlos Sousa således pludselig sin andenkører midt i ørkenen. Sousas tyske holdkammerat Andreas Shulz blev simpelthen væk, da han forsøgte at skubbe bilen ud af en sandklit, mens der var sandstorm.
»Der var sandstorm, og sigtbarheden var lav, og efter at jeg kom fri af klitten, så jeg mig tilbage og kunne ikke længere se ham,« sagde Sousa til den lokale radiostation TSF efter løbet.
Carlos Sousa kørte således rundt i cirkler i en hel time, før han igen fandt sin andenkører. Søgningen betød, at Sousa mistede værdifuld tid, og han krydsede først målstregen som nummer ni, selvom han havde startet etapen som nummer tre. Dermed ser det ud til, at portugiserens håb om en podieplads er løbet ud i sandet.