Forventningsfulde fodboldfans med et håb om at se sommerens fodbold-VM i Sydafrika bag lægterne ved grønsværen, har før fortalt, at de må kigge dybere end normalt i pengepungen, hvis de skal have råd til rejsen derned.
Samtidig har mange rejsebureauer advaret om, at salget af rejser til mesterskaberne er gået helt i stå, og at man har svært ved at forstå de priskrav, som flere flyselskaber har på rejser i sommerperioden til netop værtslandet Sydafrika.
Og nu får mistanken om kunstigt høje priser ny næring.
De sydafrikanske konkurrencemyndigheder har nemlig meddelt, at de nu vil undersøge, om flyselskaberne har aftalt at skrue priserne kunstigt op, når de til sommer skal flyve formodentlig hundredtusinder fodboldfans til VM.
Der skriver rejsemagasinet Take Off fredag.
Mistanken er opstået efter South African Airways netop har meddelt værtslandets myndigheder, at man gerne ville medvirke til en sådan undersøgelse - på betingelse af, at flyselskabet ikke selv bliver retsforfulgt.
British Airways er også under mistanke.