Et større antal betjente måtte fredag formiddag rykke ud til et mindre færdselsuheld ved Roskilde Universitet.
Det betydelige politiopbud skal tilskrives en 45-årig mand, der hævdede at have et lig i bagagerummet.
Den 45-årige mand fra Hornsherred var kørt op i en forankørende bil ved det midtsjællandske universitet, hvor han forklarede til en 15-årig pige, at han var blevet tvunget til at køre bilen.
Derudover lå der et lig i bagagerummet, sagde han også til pigen - og hun valgte så at fortælle dén besked videre til politiet, der sendte flere patruljer ud til stedet.
Der var ingen død person, da bagagerummet blev undersøgt af ordensmagten. De fandt heller ikke noget lig på den 45-årige mands adresse, og ifølge Dagbladet indvilligede manden, der virkede psykisk uligevægtig, i at lade sig indlægge til behandling.
Ingen personer kom til skade ved sammenstødet, der blot endte med at føre til trafikale problemer omkrng universitetet.