Britisk politi har langtfra løst sagen om giftdrabet på den tidligere KGB-agent Aleksander Litvinenko, men de hovedmistænkte er stadig de russiske forretningsmænd Andrej Lugovoi og Dmitri Kovtun. De to gemmer sig trygt i Rusland, hvor myndighederne tror på deres uskyld, men alligevel har de valgt at stå frem med deres side af den besynderlige historie.
Allerede forgiftet
I et nyt interview sætter de to mænd spørgsmålstegn ved, om Litvinenko overhovedet blev forgiftet af en kop højradioaktiv te, da de mødte ham i London 1. november. Litvinenko var nemlig allerede blevet forgiftet, da de to mænd mødte ham to uger tidligere, og dér blev de eksponeret for det radioaktive stof, hævder de i The New York Times.
Mistanken er blandt andet rettet mod de to mænd, fordi der blev fundet spor at farlige radioaktive stof polonium 210 hos Kovtuns ekskone i Hamburg. Ifølge tysk politi havde Kovtun det radioaktive materiale, da han besøgte ekskonen omkring to dage før forgiftningen, men det afviser russeren. Han mener, at han er blevet udsat for stoffet i London, før han tog til Tyskland.
Sammensværgelse
»Da de begyndte at nævne de adresser, hvor spor af polonium var blevet fundet, indså vi, at vi kun havde besøgt de adresser den 16. og 17. oktober,« forklarer Kovtun til avisen.
Hvis det er rigtigt, er der tale om en meget avanceret sammensværgelse, for man bliver syg af en poloniumforgiftning inden for få timer.
Forskellige versioner
Britisk og russisk politi har meget forskellige teorier om mordet. Ifølge vestlige medier forgiftede Lugovoi og Kovtun formentlig eksspionen, fordi han ville frigive belastende oplysninger om et medlem af den russiske regering.
Ifølge regeringsvenlige russiske medier er historien dog en helt anden. Angiveligt skulle Litvinenko være blevet myrdet af den russiske milliardær Boris Beresovskij, som lever i eksil i Storbritannien. Motivet skulle være at tilsværte Ruslands præsident, Vladimir Putin, og resten af regeringen.