De to mistænkte brødre fra angrebet mod Boston Marathon havde planer om at anbringe bomber på Times Square i New York efter bombeanslagene mod maratonløbet, men det blev forpurret af en skudveksling med politiet, siger borgmesteren i New York.
- De mistænkte fra Boston ville placere bomber på Times Square, siger borgmester Michael Bloomberg med henvisning til FBI-kilder.
Flere medier havde tidligere citeret kilder i FBI for, at Tsarnaev-brødrenes oprindelige hensigt var at køre til New York, da de kaprede en bil og holdt chaufføren som gidsel. De havde syv bomber med sig.
Men den bortførte chauffør undslap, da de kørte ind på en tankstation, hvor begge brødre steg ud af bilen - den ene for at tanke benzin og den anden for at betale.
Chaufføren ringede til politiet, og det kom efterfølgende til en skudveksling, hvor den ældste bror blev dræbt. Brødrene kastede sprængstoffer ud af bilen under skudvekslingen.
Dette har den 19-årige Dsjhokhar fortalt ved afhøringerne af ham på hospitalet.
Kilder har sagt, at den 19-årige har fortalt, at han og broderen ville til New York for "at fejre", hvorefter han havde fortalt detaljer om muligheden for at placere bomber på Times Square.
/ritzau/Reuters