Højesteret skal vurdere, om to tunesiske statsborgere fortsat skal sidde frihedsberøvet i Danmark for planer om at dræbe Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard.
Det har procesbevillingsnævnet netop besluttet, oplyser flere medier.
De to tunesere har siddet frihedsberøvet siden 14. februar og står begge til en såkaldt administrativ udvisning for de påståede mordplaner.
Hverken de to udlændinge eller deres advokater har imidlertid fået nærmere kendskab til anklagerne, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) holder bevismaterialet tæt til kroppen for ikke at afsløre sine kilder.
Kun Justitsministeren og Integrationsministeren har set bevismaterialet og har altså på den baggrund besluttet administrativt at udvise de to.
Højesteret skal ikke tage stilling til selve udvisningen, men blot til frihedsberøvelsen af de to.
Nævn kan omstøde
De to tuneseres advokater, Henrik Stagetorn og Frank Wenzel, har mulighed for at indbringe selve udvisningen for Flygtningenævnet, der så kan beslutte at give de to såkaldt tålt ophold i Danmark, hvis de risikerer tortur i deres hjemlande.
De tunesiske myndigheder er berygtede for at slå hårdt ned på radikale muslimer.
I en lignende sag gav Flygtningenævnet i går to udlændinge tålt ophold, fordi nævnet ikke kunne få indsigt i PET s bevismateriale mod de to og derfor ikke kunne vurdere, om de risikerer tortur.
De såkaldte administrative udvisninger er blevet voldsomt kritiseret for at svække udlændingenes retssikkerhed, da udlændingene ikke har mulighed for at forsvare sig mod anklagerne.