Liget af en mand, som menes at være en indbrudstyv, er blevet opdaget i en skorsten ved et advokatkontor i den britiske by Derby.
Hos firmaet Moody and Woolley begyndte de ansatte at undre sig over lugten og fluerne på kontoret, og i skorstenen blev den døde mand efterfølgende fundet. Her har han angiveligt ligget i flere uger, skriver BBC.
Partner i advokatfirmaet Julie Marson kalder det for en "frygtelig" tragedie.
- Det er sådan en forfærdelig måde at dø på, uanset hvad fyren havde til hensigt at gøre, siger hun til det lokale medie Derby Telegraph.
For seks uger siden havde medarbejderne opdaget skader på advokatbygningen. Bygningsarbejdere blev tilkaldt, og de konkluderede, at det sandsynligvis var indbrudstyve, der havde forsøgt at trænge ind på kontoret. Bygningsarbejderne fandt også et hul i taget.
Liget er blevet fjernet fra skorstenen af politiet, og manden skal nu identificeres.
/ritzau/