Mistænkt sigtet for ti drab efter påkørsel i Toronto

Manden, der er mistænkt for bevidst at køre varevogn ind i fodgængere mandag, er nu blevet sigtet.
Canada er i sorg, efter at ti mennesker mandag blev dræbt, da en varevogn pludselig kørte ind i fodgængere i Toronto.
Canada er i sorg, efter at ti mennesker mandag blev dræbt, da en varevogn pludselig kørte ind i fodgængere i Toronto. Foto: Carlo Allegri/Reuters

Manden, der er mistænkt for bevidst at have påkørt og dræbt ti fodgængere i Toronto mandag, er blevet sigtet for ti tilfælde af drab og 13 tilfælde af drabsforsøg.

Den 25-årige mand forsøgte at flygte fra stedet, efter at han mandag eftermiddag kørte en varevogn ind i adskillige fodgængere i den nordlige del af den canadiske storby.

Politiet formåede dog at anholde manden blot syv minutter efter det første alarmopkald.

Det forventes, at den mistænkte vil blive sigtet for yderligere et tilfælde af drabsforsøg.

Den mistænkte mødte tirsdag op ved retten i Toronto i en rød fangedragt sammen med sin beskikkede advokat.

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, sagde tirsdag, at der ikke nogen indikationer på, at mandagens episode er terrorrelateret.

- Begivenhederne, der fandt sted i går i Toronto, var en meningsløs og forfærdelig tragedie, sagde han.

- Jeg taler for os alle, når jeg takker beredskabet på stedet. De tøvede ikke et øjeblik, da de stod over for faren, og der er ingen tvivl om, at deres mod har reddet liv og forhindret yderligere skade, tilføjede premierministeren.

Politichef i Toronto Mark Saunders sagde på et pressemøde efter episoden, at påkørslen "bestemt lignede en bevidst handling".

Den mistænkte var ikke kendt af politiet før mandagens episode.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.