En teenager, som er sigtet for at have skudt og dræbt to elever på en skole i Californien torsdag, er fredag eftermiddag lokal tid død af de skader, han påførte sig selv med et skud i hovedet.
Det oplyser politiet i Los Angeles natten til lørdag dansk tid ifølge tv-stationen CNN.
- Nathaniel Tennosuke Berhow, 16, elev på Saugus High School, blev behandlet for selvpåført skudskade i hovedet, da han bukkede under for sine skader. Hans mor var til stede, da han gik bort, hedder det i en meddelelse fra politiet.
Den formodede gerningsmand blev hårdt såret bragt til behandling på et hospital torsdag.
Forinden havde han ifølge politiet dræbt en 15-årig pige og en 14-årig dreng.
Tre andre elever i samme aldersgruppe blev såret i skyderiet, der fandt sted på Saugus High School i Santa Clarita, der ligger cirka 50 kilometer nord for bymidten i Los Angeles.
Der blev under skyderiet anvendt en halvautomatisk pistol kaliber 0.45, oplyste politiet torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En video, der er optaget på skolen, viser, hvordan fem elever bliver ramt af skud. Efterfølgende forsøger gerningsmanden at skyde sig selv.
- Den sigtede tager en pistol frem fra sin rygsæk, skyder og sårer fem personer, før han derefter skyder sig selv i hovedet, oplyste det lokale politi i Santa Clarita på et pressemøde torsdag.
Det er fortsat uopklaret, hvad der fik Nathaniel Tennosuke Berhow til at åbne ild på skolen. Skyderiet fandt sted samme dag, som han fyldte 16.
Han betegnes som en stille og social teenager. Han havde kendskab til våben, men havde aldrig tidligere været i konflikt med loven, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er heller ingen forhistorier om, at han skulle have været udsat for mobning fra andre skoleelever. Sin fritid brugte han især på at være spejder og på at dyrke sport.
- Vi ved, at angrebet var planlagt. Det var med vilje. Motivet? Det har vi ikke fastlagt endnu, siger Alex Villanueva, sherif i Los Angeles County.
/ritzau/